Spring til indhold

Polens grundlovsdag den 3. maj fejret i Warszawa - ambassaden var med

04.05.2017  11:56

Polens første grundlov fra den 3. maj 1791 er en af verdens ældste forfatninger og den 3. maj fejres som en festdag overalt i Polen. Ambassaden var sammen med de øvrige medlemmer af det diplomatiske korps inviteret med ved den officielle markering på pladsen foran Warszawas historiske kongeslot. Polens præsident holdt tale og repræsentanter for de forskellige værn i Polens væbnede styrker var opmarcheret. En på alle måder højtidelig og stemningsfuld  markering.

 

Ambassaden var desuden med til at markere den polske grundlovsdag ved at deltage i det traditionsrige Bieg Konstytucji på invitation af Warszawas overborgmester fru Hanna Gronkiewicz-Waltz. På grund af de officielle markeringer senere på dagen løb ambassadens hold allerede kl. 9. Vi blev eskorteret af den polske ultra-løber Jacek Będkowski som tilhører verdenseliten i disciplinen ultraløb dvs. 100 km. Stor tak til arrangørerne og til Jacek Będkowski.

Og stort tillykke til Polen og til alle polakker.

Se mere om dagen på Facebook: www.facebook.com/AmbasadaDanii


Personer på billedet fra venstre: forsvarsattaché Kim Bruno Petersen, forsvarsattachés sekretær Małgorzata Zalewska-Nowak, ultraløber Jacek Będkowski og Danmarks ambassadør Ole Egberg Mikkelsen.