Spring til indhold

Kørekort

Det er efter dansk lovgivning ikke muligt at få udstedt dansk kørekort, når man er blevet frameldt det danske folkeregister eller opholder sig i udlandet minimum 185 dage om året.

Hvis De har fast bopæl i Polen og vil have byttet et gammelt dansk til et EU-kørekort, bedes De ansøge om polsk kørekort hos de polske myndigheder i den by De bor.

Det eneste man kan søge om at få udstedt i Danmark er et internationalt kørekort, som i forbindelse med det nationale kørekort skal bruges i forskellige lande som f.eks. i USA.

Bortkommet/frastjålet kørekort
Er Deres danske kørekort bortkommet eller frastjålet, bedes De søge om at få tilsendt en engelsksproget attest fra Rigspolitiet, pas- og kørekortkontoret, som De kan forelægge hos de polske myndigheder som grundlag for at få udstedt et nyt (polsk/eu) kørekort. Attesten skal oversættes til polsk ved statsautoriseret translatør.

Rigspolitiet
Administrationsafdelingen
Pas- og kørekort
Polititorvet 14
DK-1780 København V
Fax: +45 45 15 01 76
(Der modtages kun skriftlige forespørgsler. Husk at angive cpr.-nummer).

Husk:
For at undgå misbrug af kørekortet, bør tab eller tyveri heraf under alle omstændigheder meldes til dansk politi (www.politi.dk)

e-mail: politi@politi.dk 
Tel: +45 33 14 88 88

Er der tale om tyveri af kørekortet (ikke tab), anmeldes dette også til det polske politi for modtagelse af politirapport.
Dette skal foretages ved personligt fremmøde på den nærmeste politistation.

Midlertidigt kørekort
Mistes kørekortet under ferie, vil ambassaden efter kontrolcheck med Københavns Borgerservice kunne udstede en attest på, at personen er indehaver af gyldigt dansk kørekort med angivelse af type.

For udstedelse af erklæringen om mistet kørekort (i Polen anerkendes erklæringen kun til brug for hjemrejsen) erlægges et gebyr på PLN 136.

 

 

 

På Udenrigsministeriets hjemmesider videregives oplysninger fra andre myndigheder og gives råd og vejledning. Udenrigsministeriet kan imidlertid ikke drages til ansvar for eventuelle problemer uanset oplysningerne på hjemmesiderne .