Spring til indhold

Praktikantstillinger

Polen er en central samarbejdspartner for Danmark – og du kan være med til at styrke samarbejdet!


Vil du i praktik på den danske ambassade i Warszawa?
Som Danmarks naboland og med næsten 40 mio. indbyggere spiller Polen en vigtig og central rolle for danske interesser inden for en bred vifte af forretninger og brancher. Landbrug, teknologi og energi er blot nogle af de sektorer, hvor Polen er en central handelspartner for Danmark.

Hvad kan vi tilbyde dig?
Ambassaden i Warszawa tilbyder løbende praktikophold af et halvt års varighed i ambassadens handelsafdeling.

Ambassaden i Warszawa byder på et afvekslende, dynamisk og ungt arbejdsmiljø med store personlige og faglige udfordringer samt faglig vejledning. Ambassaden lægger desuden vægt på faglig og personlig udvikling. Vi løfter i flok, så der bliver mulighed for at stifte bekendtskab med en bred vifte af de opgaver, som en dansk ambassade løser. Vi lægger afgørende vægt på at vores praktikanter får et højt uddannelsesmæssigt udbytte af praktikopholdet. Din praktikvejleder vil løbende sikre, at det er tilfældet.


Samtidig får du som praktikant mulighed for at stifte bekendtskab med en anderledes, levende og spændende storby, som har sine historiske tidslommer og samtidig er i hastig udvikling.

Praktikantstillingen:

Som praktikant på ambassaden får man gode muligheder for at anvende teori i praksis. Man arbejder tæt sammen med ambassadens øvrige medarbejdere, men bliver også i høj grad tildelt selvstændige opgaver. Praktikanter følger med i udviklingen i deres pågældende sektor og bidrager til udarbejdelse af svar på forespørgsler, reporter og analyser, og spiller dermed en vigtig rolle i handelsafdelingen. Praktikanter forbereder og deltager derudover også i møder, pressebriefinger og konferencer på og uden for ambassaden.

Handelsafdelingen 

Som Danmarks naboland og med næsten 40 mio. indbyggere spiller Polen en vigtig rolle for dansk erhvervsliv. Polen har haft konstant vækst det seneste årti, og det placerer nu Polen som Danmarks niende største eksportmarked og udgør over 25 mia. kr. Mere end 500 danske virksomheder har allerede etableret sig i Polen, og de beskæftiger mere end 50.000 medarbejdere.

I handelsafdelingen vejleder og hjælper de danske virksomheder, der har forretningsinteresser i Polen. Det gør vi bl.a. ved at udarbejde markedsanalyser, lave research og skrive artikler til ambassadens LinkedIn-profil og Facebook, samt forberedelse af møder og receptioner. Dermed kræves det ikke, at du er kan økonomiske modeller på fingrene eller jonglere rundt med store tal i hovedet. Det vigtigste, du kan bidrage med er en økonomisk og samfundsfaglig forståelse, analytisk sans og en interesse for det handelsmæssige samarbejde mellem Danmark og Polen.

Hos os bliver du en fast del af teamet på lige fod med de fastansatte konsulenter. Det betyder, at du også deltager i møder med ledere fra danske virksomheder, og får indflydelse på reelle projekter. I samarbejde med din medpraktikant aftales det hvilke sektorer du interesserer dig mest for og gerne vil arbejde med.  

Hvem er du?
Du bør studere på et universitet fra en samfundsvidenskabelig uddannelse eller tilsvarende relevant uddannelse, f.eks. økonomi eller HA. Under alle omstændigheder er erfaring med tal eller organisation, en stor fordel.

Som person skal du være i stand til at tænke og arbejde både selvstændigt, i teams og på tværs af ambassadens afdelinger. Derudover er du som person initiativrig, engageret og har et godt humør. Det fælles arbejdssprog på ambassaden er engelsk. Kendskab til polsk vil være en væsentlig fordel, men er ikke et krav.  

Praktikperiode
Første halvår: 1. februar 2020 – 31. juli 2020 (ansøgningsfrist: 20. oktober 2019).  

Generelle vilkår
Praktikstillingerne varer 6 måneder. Der er tale om uddannelsespraktik. Praktikopholdet skal bidrage til den studerendes uddannelse og vil blive tilrettelagt på en måde, der vil kunne sikre meritoverførsel, hvis den pågældendes studiested tillader det. Herudover vil der være mulighed for at skrive en praktikopgave under praktikopholdet, som eventuelt vil kunne indgå i studiesammenhæng. 

Praktikopholdet er ulønnet, men praktikanten vil få dækket dokumenterede udgifter for ca. 2.500 kr. om måneden.  

Ansøgning til perioden 1. februar 2020 - 31. juli 2020
Ansøgning, CV og karakterudskrift fremsendes i en samlet pdf-fil senest den 20. oktober 2019 kl. 23 til
wawamb@um.dk med tydelig angivelse af, hvilken/hvilke stillinger du er interesseret i. Vi hilser ansøgninger fra alle dele af Rigsfællesskabet velkommen. Såfremt du har spørgsmål til indholdet af stillingerne, er du velkommen til at kontakte handelschef Thomas Rizk, mob. +48 601 420 810. Se desuden mere om den danske ambassade i Warszawa og Eksportrådets arbejde på www.polen.um.dk.

Du kan desuden kontakte de nuværende praktikanter for yderligere baggrund og praktiske informationer:

Alex Korsgaard Pedersen
aleped@um.dk

Teis Lebeck
teileb@um.dk

Izabella Zonkowska
izazon@um.dk