Praktikophold på den danske ambassade i Warszawa
Praktikplads i udenrigstjenesten
Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på en masse muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af den afdeling, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilken afdeling du tilknyttes.
Den danske ambassade i Warszawa, Polen har fem praktikpladser i følgende afdelinger:
1 praktikant til afdelingen for Politik og Kommunikation, Ref.nr. POL-1
Ambassaden søger én praktikant til afdelingen for politik og kommunikation. Den politiske afdeling følger polsk indenrigs-, udenrigs-, og sikkerhedspolitik tæt, herunder særligt spørgsmål med relation til EU og NATO, samt Polens bilaterale relation til Danmark og andre lande. Polen og Danmarks EU-formandskaber står centralt i 2025. Praktikanten bistår i afdelingens daglige arbejde bl.a. ved udarbejdelsen af indberetninger, rapporter, oplæg, mødeforberedelse samt udkast til besvarelse af borgerhenvendelser. Praktikanten vil i videst muligt omfang deltage i afdelingens eksterne mødevirksomhed. Praktikanten vil også spille en vigtig rolle i ambassadens arbejde med ekstern kommunikation og Public Diplomacy, ligesom praktikanten kan få berøring med afdelingens kulturelle indsatser. Gennem opholdet vil der være rig mulighed for at opnå et dybere indblik i polske samfundsforhold, praktisk erfaring med det diplomatiske håndværk og kendskab til ambassadens og Udenrigsministeriets virke, herunder arbejdet med at fremme Danmarks interesser og ’brand’ i Polen.
Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Signe Sørensen på [email protected]
3 Praktikanter til afdelingen for Økonomisk Diplomati og Handel, Ref.nr. TC- 1
Ambassaden søger tre praktikanter til afdelingen for økonomisk diplomati og handel. Handelsafdelingen fremmer danske erhvervsinteresser i Polen og yder via et team af professionelle konsulenter bistand til det danske erhvervsliv. Du vil få et indgående kendskab til danske virksomheders internationaliseringsproces, herunder markedsspecifikke problemstillinger og muligheder. Du vil komme til at arbejde med små, såvel som store danske virksomheder. Praktikanten bistår i afdelingens daglige arbejde med bl.a. ekstern kommunikation, udarbejdelse af markedsanalyser og interessentanalyser, samt at støtte sektorlederne i deres forskellige projekter. Handelsafdelingen er opdelt i forskellige sektorer, hvor afdelingens fokus vil forstærkes inden for energi, vand, sundhed, teknologi og miljø. I samarbejde med de andre handelspraktikanter vil du få mulighed for at vælge de områder, du interesserer dig for. I løbet af opholdet vil der være mulighed for at få kendskab til det polske marked, der netop nu vurderes at have et stort potentiale for danske virksomheder. Dette potentiale understøttes yderligere af nye tilføjelser til handelsteamet, som gør afdelingen til Udenrigsministeriets næststørste handelsafdeling globalt.
Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Clement Holm Hasenfuss på [email protected].
1 Praktikant til afdelingen for Forsvar, Ref.nr. POL-2
Ambassaden søger én praktikant til forsvarsafdelingen. Forsvarsafdelingen har som hovedopgave at formidle samarbejde mellem det danske og polske Forsvar. Praktikanten bistår Forsvarsattachéen i det daglige arbejde bl.a. ved udfærdigelse af et ugentligt nyhedsbrev og indberetninger om primært polske forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål og Forsvarets organisation og opgaver. Mere specifikt vil praktikanten have lejlighed til bl.a. at opnå praktisk erfaring med lettere sagsbehandling inden for følgende områder: Dansk og polsk forsvars- og sikkerhedspolitik, dansk-polsk forsvarssamarbejde, Polens forsvarssamarbejde med USA, NATO’s status som sikkerhedspolitisk forum, herunder NATO’s rolle som integrerende og transformerende institution, forsvarsindustrielle problemstillinger og spørgsmål vedrørende demokratisk kontrol med væbnede styrker og civil-militære relationer i øvrigt.
Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Emil Lindegaard Mønster på [email protected].
Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt, og praktikopholdet er på seks måneder.
Forårsholdet: 1. februar – 31. juli
- Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden.
Efterårsholdet: 1. august – 31. januar
- Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år.
Krav
Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark.
Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.
Kvalifikationer
Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).
Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Vi anbefaler, at du, inden du søger om et praktikophold, undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.
Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive-fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige 10 dage).
Bolig og forsikringer
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed. Du skal endvidere for egen regning tegne forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for arbejdstider).
Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 4000 pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.
De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.
Hvordan ansøger man?
Du søger praktikophold på den danske ambassade i Warszawa ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts/10. august-10.september 2025.
I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på den danske ambassade i Warszawa via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink. Hvis du søger praktikophold på flere forskellige repræsentationer, kan den enkelte repræsentation se, hvilke andre repræsentationer, du har søgt.
Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.
Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.
Hvis du har spørgsmål til praktikophold på den danske ambassade i Warszawa, er du velkommen til at kontakte os på [email protected]. Deadline for din ansøgning er 10. marts/10. september 2025